Kondens opstår, når varm og kold luft mødes. Derfor ser man sjældent dug på ruderne om sommeren, hvor temperaturforskellen mellem ude og inde er minimal. Når vejret bliver koldere, og indetemperaturen stiger, kan der derimod nemt dannes kondens på vinduerne.

Dug på ruden – både indvendigt og udvendigt – kan være generende, især når den ødelægger udsigten fra morgenstunden. Men lighederne stopper der. Indvendig kondens opstår ofte som følge af dårlig udluftning og utilstrækkelig isolering og kan være et tegn på et dårligt indeklima. Udvendig dug derimod er typisk et tegn på, at dine vinduer er energieffektive og gode til at holde varmen inde.

Dug dannes, når varm og fugtig luft møder en overflade, der er koldere – som f.eks. en rude. Det ses ofte efter klare, kølige nætter i forårs- og efterårsmånederne. Tidligt på dagen, før solen har fået opvarmet vinduet, forbliver glasset koldt, mens luften omkring langsomt bliver varmere. Når den fugtige, opvarmede luft rammer den kolde overflade, falder temperaturen, og luftens evne til at holde på fugt mindskes. Resultatet er, at fugten kondenserer og lægger sig som dug. Når solen senere opvarmer glasset, fordamper duggen typisk igen i løbet af formiddagen.

Hvis du ser kondensvand dryppe ned fra indersiden af vinduet, er det et tegn på, at glasoverfladen er for kold i forhold til rummets temperatur og luftfugtighed.

I moderne boliger skaber vores hverdag og elektriske hjælpemidler let en høj luftfugtighed – især hvis der ikke bliver luftet ordentligt ud. Det er denne fugtige luft, der får kondens til at sætte sig på rudens indvendige side og på sigt kan føre til skimmelsvamp og et dårligt indeklima. Madlavning, opvask, tøjvask, tørring af tøj og helt almindelig daglig aktivitet i hjemmet øger fugtniveauet, men ved at følge vores tre gode råd kan du reducere problemet markant.

Der er som udgangspunkt ikke noget i vejen med dine vinduer – faktisk er det ofte et tegn på, at de fungerer godt. Alligevel kan dug på ydersiden være irriterende. Hvis du vil begrænse mængden af udvendig dug i de tidlige morgentimer, kan du overveje at skabe lidt læ foran vinduet. Et udhæng, en baldakin eller for eksempel et træ, der skærmer mod den klare, kolde nattehimmel, kan være med til at reducere kondensdannelsen.

Det kan virke forvirrende, at termoruder går under så mange betegnelser: energitermoruder, energiruder, lavenergiruder, lavenergitermoruder, superlavenergiruder og ruder med lavemissionsbelægning.

I bund og grund dækker de alle over det samme princip: en termorude, hvor ydersiden af det inderste glaslag har en meget tynd metalbelægning. Den belægning hjælper med at sende en del af varmen tilbage ind i rummet, samtidig med at størstedelen af solens lys og varme stadig kan trænge ind.

Mellemrummet mellem glaslagene er fyldt med en gas – oftest argon, men det kan også være fx krypton. Det er med til at forbedre rudens isolering. Samtidig gælder det, at jo større afstand der er mellem glassene, desto bedre isoleringsevne.

Til sammenligning har en enkeltlagsrude en U-værdi på omkring 6, en almindelig termorude med luft ca. 3, en tolags energirude omkring 1,1 og en trelags energirude cirka 0,6. Jo lavere U-værdi, desto bedre isolerer ruden.

Det betyder, at både glastykkelse, afstanden mellem lagene og antallet af glaslag spiller en afgørende rolle for, hvor energieffektiv og varmeisolerende en termorude er.

I traditionelle termoruder og i mange energiruder er afstandsprofilet mellem glaslagene lavet af aluminium eller stål. Da metal leder varme rigtig godt, fungerer profilet som en kuldebro. Det betyder, at ruden isolerer dårligere langs kanten end i midten, og det øger risikoen for, at varm og fugtig indeluft kondenserer dér og kan skabe grobund for skimmelsvamp.

En måde at reducere problemet på er at vælge ruder med såkaldt “varm kant”. Her er afstandsprofilet fremstillet af kunststof eller et andet materiale, der isolerer langt bedre end metal, og dermed mindskes risikoen for kondens langs rudekanten. Har du mulighed for at vælge ruder med varm kant, er det derfor en klar fordel.

Uanset om dine vinduer er gamle eller nye og tætte, er det dog stadig vigtigt at lufte ud. Som tommelfingerregel bør du åbne op for gennemtræk mindst tre gange dagligt i 5–10 minutter ad gangen.

Hvis du bor tæt på en trafikeret vej, jernbane eller i et område med meget støj – for eksempel fra industri eller en lufthavn – kan det være en god idé at overveje ruder med ekstra lydreduktion.

Støj måles i decibel (dB). En ændring på 1–2 dB er så lille, at det kun lige netop kan opfattes af det menneskelige øre. Ved omkring 3 dB vil de fleste tydeligt høre, at lydniveauet har ændret sig, og en reduktion på 5–6 dB opleves som en markant forskel. Sænker man støjen med cirka 10 dB, vil det typisk føles som om lydniveauet er halveret.

En løsning kan være at vælge ruder, hvor det ene glaslag er lamineret. Når to 4 mm glas er lamineret sammen med en gennemsigtig folie imellem, opnås en bedre lydreduktion end med ét enkelt glas på 8 mm. Denne type ruder kan typisk reducere støj med omkring 40 dB eller mere.

Lydisoleringen kan også forbedres ved at bruge tunge gasarter i hulrummet mellem glassene – men kun hvis afstanden mellem dem er mindst 12 mm. Er mellemrummet mindre, omkring 6–9 mm, vil almindelig luft faktisk ofte være mere effektiv til lydisolering.

Den mest effektive støjdæmpning får man, når én rude er lamineret, glaslagene har forskellig tykkelse, og afstanden mellem dem varierer. De bedste trelagsruder kan på den måde reducere støjniveauet med helt op til cirka 50 dB.

Som udgangspunkt ønsker man typisk mest muligt dagslys og gratis varme ind i boligen. Men på sydvendte facader med store glaspartier kan det hurtigt blive for varmt.

Her kan solafskærmende ruder være en god løsning. De fås med forskellige niveauer af solfilter. En solafskærmende energirude har en tynd metalbelægning, der både hjælper med at holde varmen inde om vinteren og samtidig reflekterer en større del af solvarmen væk, så den ikke slipper ind i rummet. Ruderne er designet, så de stadig lader mest muligt lys passere.

Et alternativ til solafskærmende ruder er klassisk solafskærmning – for eksempel markiser, udvendige lameller eller persienner – som kan justeres efter behov og give fleksibel skygge.

Hvis du gerne vil have dagslys ind i rummet uden indkig, kan du i stedet for klart glas vælge mønstret eller satineret glas, som giver en matteret/frostet effekt. Det bruges ofte i badeværelser og toiletter, men er også oplagt i glasfelter ved fx hoveddøren.

Satineret glas kan være sandblæst, men laves oftest ved syreætning, så overfladen får samme matte udtryk som sandblæsning – bare nemmere at rengøre og billigere at producere. Det kan også udføres med mønstre eller delvist matteret, fx kun på den nederste del af ruden.

En mere budgetvenlig, men mindre holdbar løsning er at sætte en selvklæbende film på indersiden af ruden. Mønstret glas kan desuden fremstilles ved silketryk eller ved at præge mønstre i glasset.

De klassiske termoruder, hvor der blot er almindeligt glas og luft mellem lagene, bliver i dag ofte erstattet af moderne energiruder.

I en energirude har det inderste glaslag en særlig belægning, der sender en del af varmen tilbage ind i boligen. Samtidig fyldes mellemrummet mellem glassene med en gas, der isolerer bedre end almindelig luft. Det giver vinduet en markant forbedret evne til at holde på varmen. Til sammenligning ligger U-værdien for en ældre termorude omkring 3, mens en nutidig energirude typisk har en U-værdi omkring 1,1. En lavere U-værdi betyder bedre isolering og dermed mindre varmetab.